Noget af det, jeg rigtig godt kan lide ved Maren i Nissen der blev væk, er, at hun ikke bare sådan uden videre er modig.

Hun går ikke ind i skoven med rank ryg og tænker:

“Bare rolig. Jeg klarer det hele.”

Nej.

Hun bliver bange.

Og det synes jeg egentlig er ret vigtigt.

For da Maren opdager, at trolden har fanget en nisse, ved hun godt, at hun ikke burde gå ind i troldehøjen.

Hun har hørt historierne.

Hun ved, at trolde kan være farlige.

Og hun ved, at hun måske ikke kommer hjem igen.

Men så tænker hun på nissen.

“Jeg vil hjælpe ham.”

Og så går hun.

Jeg tror, jeg har sagt den sætning rigtig mange gange gennem årene.

“Jeg vil hjælpe ham.”

Men når jeg tænker over den nu, kan jeg egentlig godt lide, at Maren ikke først bliver modig.

Hun beslutter sig først.

Og så må modet komme bagefter.

For sådan er det måske også i virkeligheden.

Vi tror nogle gange, at mod betyder, at man ikke er bange.

Men måske er mod noget helt andet.

Måske er mod at være bange …

og alligevel tage det næste skridt.

Det er i hvert fald det, Maren gør.

Hun går ind i skoven.

Hun går længere og længere ind.

Det bliver mørkere.

Hun kan ikke længere se gården.

Hun kan høre vinden.

Grenene.

De mærkelige lyde.

Og til sidst finder hun troldehøjen.

Hun kunne stadig have vendt om.

Men det gør hun ikke.

For der er en lille nisse derinde, som har brug for hjælp.

Og måske er det netop derfor, jeg holder så meget af Maren.

Hun er ikke en helt, fordi hun aldrig bliver bange.

Hun bliver en helt, fordi hun gør noget, selvom hun er bange.

Det er også noget af det, jeg gerne vil give børn med mine historier.

Ikke følelsen af, at de skal være modige hele tiden.

Ikke at de skal turde alting.

Men måske bare:

Du må gerne være bange.
Du må gerne være i tvivl.
Og du må stadig godt prøve.

Maren ved heller ikke, om hun kan klare troldens prøver.

Det finder hun først ud af undervejs.

Og det synes jeg faktisk er en vigtig del af historien.

For man behøver ikke kende hele vejen, før man tager det første skridt.

Nogle gange skal man bare vide:

“Jeg vil hjælpe ham.”

Og så tage ét skridt.

Og så ét mere.

❤️

Det er måske også en af de ting, jeg først selv har fået øje på efter at have fortalt historien så mange gange.

Da jeg skrev Maren, skulle hun selvfølgelig være den pige, der fandt nissen.

Men i dag ser jeg hende også som en lille fortælling om mod.

Ikke det store, larmende mod.

Men det stille mod.

Det, der siger:

“Jeg er faktisk bange … men jeg prøver alligevel.”

Og måske er det et af de fineste slags mod, der findes.