Når jeg tager en hånddukke på, er mit mål ikke at underholde.

Det er heller ikke at lære børn noget bestemt.

Mit håb er at åbne et lille rum.

Et rum, hvor vi kan være nysgerrige sammen.

Hvor ingen behøver kende svarene på forhånd.

Hvor både børn og voksne må undre sig, grine, være stille og stille spørgsmål.

For det er ofte dér, de største opdagelser gemmer sig.

Hvorfor er det lettere at tale med en dukke?

Måske fordi en hånddukke ikke forventer noget.

Den retter ikke.

Den skynder ikke på.

Den har ikke travlt.

Den lytter.

Nogle gange spørger den forsigtigt:

“Har du også prøvet at være lidt nervøs?”

Andre gange fortæller den selv om noget, den synes er svært.

Og pludselig er barnet ikke alene med sin følelse.

Der sidder en lille ged, en trold eller en sokkedukke ved siden af og siger:

“Det kender jeg godt.”

Måske er det derfor, mange børn fortæller mere.

Ikke fordi dukken er særlig.

Men fordi den skaber et trygt sted, hvor barnet får lov til at være sig selv.

Det gælder ikke kun børn

Noget af det smukkeste ved hånddukker er, at de også inviterer de voksne med.

Jeg har set forældre sætte sig på gulvet og lege, selv om de først sagde, at de “ikke var så gode til den slags”.

Jeg har set bedsteforældre finde gamle historier frem.

Jeg har set pædagoger opdage nye sider af et barn, de troede, de kendte.

For når vi giver fantasien plads, sker der noget med os alle.

Vi holder op med at skulle præstere.

Vi begynder at være sammen.

Måske er det det, børn længes efter

Jeg tror ikke, børn først og fremmest længes efter voksne med alle svarene.

Jeg tror, de længes efter voksne, der har lyst til at gå på opdagelse sammen med dem.

Voksne, der tør undre sig.

Voksne, der lytter.

Voksne, der siger:

“Det ved jeg faktisk ikke… Skal vi finde ud af det sammen?”

Det er dér, relationer vokser.

Og det er dér, fantasien bliver til et fælles eventyr.

Derfor elsker jeg hånddukker

For mig er en hånddukke aldrig bare en figur.

Den er en lille nøgle.

Ikke en nøgle, der åbner døre ind til en eventyrverden.

Men en nøgle, der åbner et rum mellem mennesker.

Et rum, hvor et barn føler sig set.

Hvor en voksen får lov til at være nærværende.

Hvor ingen behøver være perfekte.

Kun nysgerrige.

For måske er det slet ikke dukken, der er den største magi.

Måske er det det, der opstår mellem os, når vi tør gå på opdagelse sammen.

🌿 En lille tanke fra DukkeRiget
Børn har ikke altid brug for en voksen, der har alle svarene.
Mange gange har de blot brug for én, der tør være nysgerrig sammen med dem.
Det er dér, magien begynder.
— Jane Hyldgaard

_{🌿 En lille invitation fra DukkeRiget
Næste gang du er sammen med et barn, så prøv at være nysgerrig i stedet for at have travlt med at finde det rigtige svar.
Måske gemmer dagens største opdagelse sig i et spørgsmål, I undersøger sammen.}