Hvis du har mødt RottoBørge før, ved du sikkert godt, at han ikke altid holder sig helt til planen.

Han har sin egen mening.

Om det meste.

Og nogle gange også om ting, ingen har spurgt ham om. 😄

Da jeg begyndte at arbejde med Nissen der blev væk, var det helt naturligt for mig, at RottoBørge skulle med.

For sådan en historie kan godt blive lidt mørk.

Der er en nisse, der forsvinder.

Der er en mystisk skov.

Og der er selvfølgelig en trold.

Så hvem bedre til at komme brasende ind med en skæv kommentar end RottoBørge?

Men jeg tror faktisk, han gør mere end det.

For jeg elsker, når en figur i en historie ikke kun har én funktion.

RottoBørge er sjov.

Ja.

Men han er også nysgerrig.

Han spørger.

Han undrer sig.

Han siger nogle gange det, som jeg selv ville have tænkt.

Og så har han den der helt særlige evne til at se tingene lidt fra siden.

Det er nok også derfor, børnene så hurtigt tager ham til sig.

Han er ikke den, der står og fortæller dem, hvad de skal synes.

Han er bare med.

Og måske opdager han nogle gange noget, som de andre ikke har fået øje på endnu.

Det kan jeg rigtig godt lide ved hånddukker.

For en hånddukke behøver ikke være den klogeste i rummet.

Den må gerne være den, der spørger:

“Hvad mener du?”

Eller:

“Hov … hvad var det?”

Eller måske:

“Er det nu også en god idé?”

😄

Og pludselig er børnene med.

De begynder at tænke.

De begynder at hjælpe.

De begynder måske endda at vide noget, som dukken ikke ved.

Det er noget af det, jeg holder allermest af ved mit arbejde med dukker.

Jeg vil ikke fylde hele rummet ud for børnene.

Jeg vil gerne skabe et lille rum, de selv kan træde ind i.

Og RottoBørge er ret god til at lave sådan nogle rum.

Han siger noget skørt.

Han misforstår måske noget.

Han ser noget fra sin helt egen vinkel.

Og så får børnene lyst til at blande sig.

Det er faktisk en af grundene til, at jeg stadig elsker at spille med ham.

Han kan overraske mig.

Selvom jeg jo selv har skabt ham.

Det er lidt pudsigt, ikke? ❤️

Når jeg spiller den samme forestilling igen og igen, ved jeg godt, hvad der skal ske.

Men RottoBørge har det med at finde sin egen lille vej ind i øjeblikket.

Og måske er det netop derfor, han hører hjemme i Nissen der blev væk.

For eventyr må gerne være spændende.

De må gerne være lidt mørke.

Men de må også gerne have en skæv rotte med meget store ører, der lige kommer til at spørge:

“Hva’ så?”

😉

Jeg tror faktisk, vi alle sammen har brug for sådan én en gang imellem.

En, der kan få os til at kigge lidt anderledes på det, vi troede, vi vidste.

Har du mon en RottoBørge i dit arbejde, eller liv?

Kunne du tænke dig at få en RottoBørge, der kan være din co pilot?