Der er noget helt særligt, der sker, når jeg spiller dukketeater for børn.

På et tidspunkt holder jeg op med at kunne mærke forskel på dem, der sidder og ser …

og dem, der er inde i historien.

For pludselig kommer der en lille stemme fra salen:

“NEJ! Du skal ikke gå derind!”

Eller:

“Jeg ved, hvor han er!”

Eller:

“Prøv dér!”

Og så ved jeg:

Nu er de med.

Det er faktisk noget af det, jeg allerbedst kan lide ved at spille dukketeater.

Jeg vil ikke bare fortælle børnene en historie.

Jeg vil gerne give dem en mulighed for at træde ind i den.

Det er også sådan, jeg tænker, når jeg laver mine forestillinger i DukkeRiget.

Jeg behøver ikke forklare alting.

Jeg behøver ikke fortælle børnene, hvad de skal føle.

Og jeg behøver heller ikke fylde hvert eneste lille sekund ud.

For nogle gange er det netop i det lille tomrum, at noget spændende sker.

Et barn begynder at undre sig.

Et andet får en idé.

En tredje opdager noget, som de voksne måske slet ikke havde set.

Og pludselig er historien ikke længere kun min.

Så er den også deres.

Det oplever jeg igen og igen med mine dukker.

De kan kigge på børnene.

De kan spørge.

De kan være i tvivl.

De kan lave fejl.

De kan blive bange.

Og de kan have brug for hjælp.

Det sidste er faktisk ret vigtigt.

For når en dukke har brug for hjælp, sker der noget helt særligt.

Børnene får lov til at være dem, der ved noget.

Dem, der hjælper.

Dem, der opdager.

Dem, der måske tør sige det højt, som ingen andre har tænkt på.

Det er en af grundene til, at jeg elsker hånddukker så meget.

En hånddukke kan skabe et fælles tredje.

Noget, vi kan kigge på sammen.

Noget, vi kan tale om uden nødvendigvis at skulle tale direkte om os selv.

“Hvad synes du, dukken skal gøre?”

kan være meget lettere at svare på end:

“Hvad ville du gøre?”

Og nogle gange kommer det personlige svar helt af sig selv bagefter.

Det er dér, jeg synes, dukketeater bliver til mere end underholdning.

Det bliver et lille rum, hvor børn kan øve sig i at være nysgerrige.

I at sige noget.

I at lytte.

I at hjælpe.

I at bruge deres fantasi.

Og måske også i at opdage:

Min stemme betyder noget.

Det er egentlig en ret stor ting at få lov til som barn.

Og måske er det også derfor, jeg stadig elsker at spille dukketeater.

For jeg vil ikke fylde rummet ud.

Jeg vil gerne skabe plads i det.

Plads til børnene.

Plads til deres tanker.

Plads til deres grin.

Plads til deres “VENT!”

Og plads til den lille stemme, der pludselig siger