Når en workshop eller forestilling er slut, står børnene ofte med armene fulde.

En sokkedukke.

En tegning.

Et skjold.

Et lille minde om en hyggelig dag.

Og det gør mig glad.

Jeg elsker at se stoltheden i deres øjne, når de viser det frem.

“Se, hvad jeg har lavet!”

Men hver gang håber jeg også, at de tager noget andet med hjem.

Noget, der ikke kan ligge i en pose.

Noget, der ikke kan gå i stykker.

Noget, der kan vokse.

For det vigtigste, et barn kan tage med hjem, er ikke en dukke.

Det er en følelse.

Måske følelsen af:

“Min idé var god.”

Måske oplevelsen af, at der ikke fandtes ét rigtigt svar.

At en strømpe godt måtte have syv ben.

At en trold godt måtte være lyserød.

At en ged godt måtte være bange.

At fantasien ikke blev rettet, men budt velkommen.

Måske er det følelsen af at være blevet lyttet til.

At nogen tog sig tid.

At en hånddukke ventede på svaret, i stedet for at skynde på det.

Måske er det modet til at stille sig op bag dukketeatret og lade en lille figur sige de ord, som var svære at sige selv.

Måske er det glæden ved at opdage, at en ny ven sad lige på den anden side af scenen.

Eller måske er det bare den stille fornemmelse af:

“Jeg kunne godt.”

Jeg tror ikke, at selvværd kan gives.

Det kan heller ikke læres udenad.

Men jeg tror, at det kan få lov til at vokse.

Lidt efter lidt.

I små øjeblikke.

Når et barn oplever, at det bliver mødt med nysgerrighed i stedet for vurdering.

Når der er plads til at prøve.

Plads til at fejle.

Plads til at grine.

Plads til at være genert.

Plads til at ombestemme sig.

Plads til bare at være.

Det er de øjeblikke, jeg forsøger at skabe.

Ikke fordi jeg tror, at én forestilling eller én workshop kan ændre et barns liv.

Men fordi jeg ved, at små oplevelser kan sætte små spor.

Et spor af mod.

Et spor af nysgerrighed.

Et spor af glæde.

Et spor af: “Jeg er god nok.”

Og måske er det netop sådan, noget stort begynder.

Ikke med store ord.

Men med et lille øjeblik, hvor et barn mærker:

“Her må jeg gerne være mig.”

Det er det, jeg håber, børn tager med sig hjem.

Ikke kun en sokkedukke.

Ikke kun en historie.

Men en lille følelse, som kan blive boende længe efter, at limen er tørret, forestillingen er slut, og dukken er lagt på hylden.

For den vigtigste gave kan ikke puttes i en pose.

Den bor indeni.

Og når den får lov til at vokse, bliver den til noget af det fineste, et barn kan bære med sig gennem livet.

Det er det, jeg mener, når jeg siger:

Stærk Indeni. ❤️

🌿 En lille tanke fra DukkeRiget

Måske vokser børn ikke mest af de øjeblikke, hvor vi fortæller dem, at de er dygtige.

Måske vokser noget endnu vigtigere i de øjeblikke, hvor de selv får lov til at mærke:

"Min tanke betyder noget."

"Der blev lyttet til mig."

"Jeg måtte gøre det på min måde."

"Jeg prøvede – også selvom jeg ikke vidste, om jeg kunne."

"Her var der plads til mig."

Det er små øjeblikke.

Så små, at vi voksne let kan overse dem.

Men måske er det netop sådan, følelsen af at være værdifuld langsomt får rødder.

Ikke fordi nogen fortæller barnet, hvem det skal være.

Men fordi barnet igen og igen får erfaringer med, at der er plads til at være den, det allerede er.

Det er måske dér, det begynder.

Det, vi kalder:

Stærk Indeni. ❤️

🌿 En lille invitation fra DukkeRiget

Prøv en dag at lægge mærke til et af de helt små øjeblikke.
Det øjeblik, hvor et barn får en idé.
Hvor det prøver noget, det ikke helt tør.
Hvor det fortæller noget.
Hvor det siger nej.
Hvor det ombestemmer sig.
Hvor det står lidt i udkanten og kigger, før det er klar til at træde ind.
Måske behøver vi ikke altid hjælpe, rose eller skynde os at fylde øjeblikket med ord.
Måske kan vi nogle gange bare blive der.
Se barnet.
Lytte.
Give tid.
Og med vores måde at være der på fortælle:
“Du behøver ikke være anderledes lige nu. Der er plads til dig her.”
For måske er noget af det fineste, vi kan give et barn, ikke endnu et svar på, hvordan det skal være.
Måske er det et sted, hvor barnet tør opdage:
Her må jeg være mig. ❤️