Der findes en forestilling om, at idéer opstår som et lyn fra en klar himmel.

For mig sker det sjældent sådan.

De kommer snigende.

Nærmest som om de går stille rundt om mig, indtil jeg lægger mærke til dem.

Sådan var det med Gyda.

Da jeg begyndte at udvikle min middelalderforestilling, vidste jeg, at jeg gerne ville have et dyr med. Men hvilket dyr? Det vidste jeg ikke. Jeg gik længe og mærkede efter. Jeg læste, undersøgte, tegnede små skitser og lod tankerne vandre.

Og så skete der noget mærkeligt.

Pludselig var der geder alle vegne.

På markerne, når jeg kørte forbi.
På billeder.
I bøger.
På nettet.
Som om de blev ved med at kigge på mig og sige:

“Her er vi.”

Til sidst måtte jeg smile.

Selvfølgelig.

Det skulle være en ged.

Og hun skulle hedde Gyda.

Det samme skete med fortællingen.

Jeg vidste, at jeg ønskede at fortælle om middelalderen på en måde, hvor børn kunne mærke, at mennesker dengang var… mennesker. 

Ikke kun riddere, konger og store slag, men helt almindelige børn, som passede gæs, høns, får og geder. 

Børn, der arbejdede, legede, var nysgerrige, blev bange og prøvede at forstå den verden, de levede i.

Jeg ledte længe efter den fortælling, der kunne bære det hele.

Til sidst fandt jeg inspiration i sagnet om Sankt Jørgen og dragen.

Ikke fordi jeg ønskede at genfortælle den præcis, som den er.

Men fordi den åbner døren til en tid, hvor tro, overtro, fortællinger og symboler var en naturlig del af hverdagen.

Historier hjalp mennesker med at forstå verden omkring dem. De gav håb, forklaringer og fællesskab. Nogle gange blev de også brugt til at skræmme eller styre mennesker. Begge sider hører med til historien, og derfor synes jeg, det er vigtigt at fortælle om dem på en måde, som børn kan spejle sig i og tale om.

Jo mere jeg arbejdede med fortællingen, desto tydeligere blev Gyda.

Ikke kun hendes navn.

Men hendes væsen.

Når jeg skaber en ny figur, arbejder jeg meget intuitivt. 

Jeg mærker efter. 

Bliver jeg rørt? 

Får jeg lyst til at lære figuren at kende?

 Kan jeg næsten høre stemmen? 

Får jeg den dér lille sitren i maven, hvor jeg glæder mig til at se hende få liv?

Hvis ikke, arbejder jeg videre.

For mig handler det ikke om at designe den flotteste figur.

Det handler om at finde én, som føles levende.

Materialerne betyder også noget.

Den bløde, fluffy pels inviterer næsten automatisk til omsorg.

De store øjne giver plads til undren.

Og Gyda fik en mørkeblå hjertenæse.

Den forestiller måske bare en lille næse.

Men for mig er den også et symbol.

Blå som himlen.

Blå som havet.

Et lille hjerte, der minder mig om følelser, frihed og højt til loftet.

Jeg tror nemlig på, at børn møder verden gennem relationer.

Og måske gjorde børn det også for mange hundrede år siden.

Når et barn passede familiens geder eller gæs, har der sikkert været dage, hvor dyrene var de bedste lyttere. 

Måske blev hemmeligheder hvisket til et får. 

Måske blev bekymringer fortalt til en ged på vej hjem fra marken.

Det føles ikke spor mærkeligt for mig.

Faktisk tværtimod.

Når vi fortæller en historie gennem et dyr, får vi lov til at se verden med nye øjne. Vi træder et skridt til siden og opdager, at de største spørgsmål om mod, frygt, ensomhed, venskab og håb ikke kun tilhører mennesker.

De tilhører os alle.

Derfor er mine figurer heller ikke perfekte.

De fejler.

De bliver bange.

De misforstår.

De kludrer i det.

De griner.

De undrer sig.

Præcis ligesom børn gør.

Jeg ønsker ikke at skabe helte, som børn skal leve op til.

Jeg ønsker at skabe små rejsekammerater, som går ved siden af barnet og minder det om, at ingen behøver have alle svarene.

Måske er det derfor, Gyda føles så virkelig for mig.

For den dag jeg troede, jeg skulle skabe hende, opdagede jeg i virkeligheden, at hun allerede var på vej.

Jeg skulle bare være stille længe nok til at høre, da hun bankede på. ❤️

🌿 En lille tanke fra DukkeRiget

Måske behøver vi ikke altid skynde os at finde på.

Nogle gange må vi vente lidt.

Lytte.

Se os omkring.

Og give en idé tid til selv at vise os, hvad den gerne vil være.

Det gælder, når jeg skaber en ny figur.

Men måske gælder det også, når vi er sammen med børn.

For når vi ikke skynder os at komme med svaret, løsningen eller den gode idé, kan der opstå et lille rum, hvor noget andet får mulighed for at vise sig.

En tanke.

En fortælling.

Et spørgsmål.

Eller en side af barnet, vi endnu ikke kendte.

Måske er vores vigtigste opgave nogle gange ikke at finde på mere.

Men at være stille længe nok til at opdage det, der allerede står og banker på. ❤️

🌿 En lille invitation fra DukkeRiget
Prøv en dag at lægge mærke til det, der bliver ved med at dukke op.
En tanke.
Et dyr.
En farve.
En historie.
Noget et barn bliver ved med at vende tilbage til.
I stedet for straks at beslutte, hvad det skal blive til, så prøv at være nysgerrig lidt længere.
Spørg:
“Mon der er noget her, som gerne vil fortælle mig noget?”
Måske kommer der ikke noget svar.
Måske gør der.
Og måske står din egen lille Gyda allerede et sted og venter på, at du opdager hende. 🌿