Jeg kan stadig huske det.

Jeg spillede Kong Lindorm for omkring 80 børn.

Der var helt stille.

Så stille, at man næsten kunne høre et agern falde på græsset.

Børnene var helt inde i fortællingen.

Og så kom det øjeblik.

Dukken stod over for den ækle, farlige lindorm.

Fortryllelsen kunne kun hæves, hvis der blev fundet mod til at gøre det, ingen havde lyst til:

At kramme lindormen.

Og så sprang et barn op.

“Vil du leve eller dø!!!”

Et øjeblik efter rejste et andet barn sig:

“SÅ GØR DET!!”

Jeg glemmer det aldrig.

Jeg får faktisk stadig kuldegysninger, når jeg tænker på det.

For lige dér skete noget helt særligt.

De var ikke bare tilskuere.

De var inde i fortællingen.

De tog stilling.

De mærkede spændingen.

De ville noget på figurens vegne.

Og det er en af grundene til, at jeg holder så meget af gamle eventyr, sagn og fortællinger.

De er ikke altid pæne.

De er ikke altid søde.

Der findes monstre.

Der findes mørke skove.

Der findes farlige væsner.

Der findes tab, frygt og svære valg.

Og det synes jeg faktisk, børn må møde.

Ikke alene.

Ikke uden en voksen.

Og ikke nødvendigvis i en form, der er for voldsom.

Men gennem fortællingen.

Gennem fantasien.

Gennem en dukke.

For dukken kan noget særligt.

Den kan stå lige dér, hvor det er farligt.

Og barnet kan sidde trygt på sin plads og kigge.

Mærke.

Tænke.

Råbe.

Hjælpe.

Og måske opdage:

“Jeg kan godt være her, selvom det er lidt uhyggeligt.”

Det synes jeg er vigtigt.

For vi kan ikke love børn, at livet aldrig bliver svært eller ubehageligt.

Der vil komme ting, de skal forholde sig til.

Ting, de bliver bange for.

Ting, de ikke forstår.

Ting, hvor de skal finde deres eget mod.

Så hvorfor ikke give dem mulighed for at øve sig i det gennem fortællinger?

Det er noget af det, jeg selv leder efter, når jeg vælger og skaber historier til børn.

Ikke kun det hyggelige.

Ikke kun det sjove.

Men også det, der sætter noget i gang indeni.

Det kan være et gammelt sagn som Kong Lindorm.

Det kan være en nisse, der bliver væk.

Det kan være en trold.

Eller noget helt andet.

For mig handler det ikke om at gøre børn bange.

Det handler om at give dem et sted, hvor de kan være i det, der er lidt farligt, uden selv at være i fare.

Og måske er det også derfor, jeg stadig husker de to børn fra Kong Lindorm.

De havde ikke brug for, at jeg fortalte dem, hvad de skulle føle.

De følte det allerede.

De tog stilling.

Og de ville have, at dukken skulle gøre noget.

“SÅ GØR DET!!”

❤️

Det er noget af det stærkeste, jeg har oplevet i mit arbejde.

Og måske er det netop dét, jeg mener, når jeg siger:

Jeg vil ikke fylde rummet ud.
Jeg vil gerne skabe plads i det.

For når der er plads, kan børnene selv komme med.

Med deres mod.

Deres spørgsmål.

Deres fantasi.

Og deres stemmer.