2. november · Min farmors hånd – og hendes ånd ❤️

Nogle mennesker bliver ved med at være hos os, længe efter de er gået bort.

I dag ville min farmor have haft fødselsdag.

Det er 37 år siden, jeg mistede hende. Jeg var 19 år dengang. Men selvom der er gået så mange år, er der noget ved hende, som stadig står helt tydeligt for mig.

Hendes øjne.
Hendes favn.
Hendes hånd i min.

Jeg kan stadig huske følelsen af, at hun tog min hånd og gav den et lille klem. Eller bare så på mig. Sådan rigtigt så på mig.

Hun stillede ikke en masse spørgsmål. Hun havde ikke travlt med at få mig til at fortælle eller forklare. Hun gav mig tid og plads til bare at være.

Nogle gange sang hun. Andre gange fortalte hun små historier.

Og jeg følte mig tryg.

Jeg følte mig set, elsket og accepteret, præcis som jeg var.

Det, vi husker, er ikke altid ordene

Når jeg tænker tilbage på min barndom og min farmor, er det ikke nødvendigvis de ting, hun sagde, jeg husker bedst.

Det er måden, hun var sammen med mig på.

Hvordan hun holdt min hånd.
Hvordan hun mødte mit blik.
Hvordan jeg kunne mærke, at jeg havde hendes tid.

Måske er det netop noget af det vigtigste, vi kan give et barn.

Ikke altid de rigtige ord.
Ikke altid en forklaring eller en løsning.

Men følelsen af, at der er et menneske, som har tid til os. Som ser os. Som lytter – også når vi ikke selv ved, hvad vi skal sige.

Jeg har stadig min farmors hånd med mig ❤️

Når jeg i dag arbejder med børn, fortællinger og hånddukker, tænker jeg ofte på det, min farmor gav mig.

Måske er det også derfor, nærvær, tryghed og det at blive mødt fylder så meget i mit arbejde med DukkeRiget.

Jeg tror på, at børn har brug for voksne, der tør blive lidt længere. Voksne, der ikke altid skynder sig videre, men som giver plads til det, barnet kommer med.

Og måske er det noget, vi kan give videre – fra menneske til menneske, fra generation til generation.

Min farmor er her ikke længere. Men noget af hende lever videre i mig.

Jeg har både min farmors hånd og ånd. ❤️

Må jeg spørge dig?

Var der et menneske i din barndom, som fik dig til at føle dig tryg, set og elsket?

Hvad var det netop dét menneske gjorde?

Måske var det en hånd, der blev holdt lidt længere. Et blik. En sang. En historie. Eller bare et menneske, der havde tid.

Hvis du har lyst, vil jeg meget gerne høre din historie.

For måske kan vi gennem vores egne minder blive lidt klogere på, hvad børn har brug for fra os i dag.

Kærlig hilsen
Jane
DukkeRiget

LYTVEMBER ❤️ – Lyt lidt længere.

Fordi alle børn har noget indeni, der fortjener at blive mødt.