Måske kender du det …

Du kan mærke, at der er noget.

Men når du spørger:

“Hvad er der galt?”

kommer der måske:

“Ikke noget.”

Eller:

“Ved ikke.”

Måske prøver du igen.

Og igen.

Du vil jo bare gerne forstå, hvad der sker.

Men jo mere du spørger, jo længere væk kan dit barn måske føles.

Det kan være så svært at stå med

For som forælder kan man hurtigt begynde at tænke:

Hvad sker der inde i mit barn?

Hvorfor vil mit barn ikke fortælle mig det?

Hvordan skal jeg hjælpe, hvis jeg ikke ved, hvad der er galt?

Og måske kommer du til at spørge endnu mere.

Ikke fordi du vil presse dit barn.

Men fordi du så gerne vil hjælpe.

Hos DukkeRiget ser vi lidt anderledes på det

Måske er det ikke altid sådan, at barnet ikke vil fortælle.

Måske ved barnet ikke helt, hvordan det skal fortælle.

Måske mangler ordene.

Måske er det svært at forklare noget, man ikke selv helt forstår endnu.

Og måske behøver barnet ikke altid begynde med at fortælle dig.

Med hånddukken, fortællingen og legen kan der opstå et fælles rum, hvor noget svært kan få lov til at være der lidt fra siden.

Ikke som en afhøring.

Ikke som en test.

Men som noget, I kan være nysgerrige på sammen.

Måske opdager barnet …

“Jeg behøver ikke kunne forklare alting med det samme.”

“Der findes flere måder at fortælle på.”

“Jeg må godt tage mig tid.”

“Der er nogen, der gerne vil lytte, når jeg er klar.”

Det er ikke noget, vi kan love, at barnet vil opdage.

Men vi kan skabe mulighed for det.

Vi skal ikke have barnet til at fortælle

Det er måske noget af det vigtigste.

Hos DukkeRiget handler det ikke om at finde den rigtige måde at få barnet til at fortælle, hvad der er galt.

Det handler om at skabe et sted, hvor barnet kan, hvis og når det er klar.

Og nogle gange kan det være lettere at begynde med:

“Det er ikke mig, der har et problem.

Det er dukken.”

Så kan barnet være med på en anden måde.

Lytte.

Undre sig.

Hjælpe.

Fortælle lidt.

Eller måske slet ikke fortælle noget den dag.

Det er også okay.

En hånddukke kan være en lille vej ind

Ikke fordi dukken skal få barnet til at tale.

Men fordi den kan være det fælles tredje, som barnet og den voksne kan være sammen om.

Og det betyder, at den voksne ikke behøver stå over for barnet og tænke:

“Hvordan får jeg dig til at fortælle mig, hvad der er galt?”

Måske kan spørgsmålet i stedet være:

“Hvordan kan vi skabe et sted, hvor du får lyst og mulighed for at fortælle?”

Det er en lille forskel.

Men den kan ændre hele udgangspunktet.

Her kan du gå på opdagelse

Stærk Indeni

Samtaler, historier og aktiviteter, hvor barnet kan gå på opdagelse uden nødvendigvis at skulle tale direkte om sig selv.

→ Se Stærk Indeni

Lurifax & Liva-Ly – små historier om store følelser

Små fortællinger, hvor børn kan genkende sig selv og deres følelser gennem andre.

→ Gå på opdagelse i Lurifax & Liva-Ly

Hånddukker

Et fælles tredje, som kan give jer noget konkret at være sammen om.

→ Se hånddukker og materialer

Du behøver ikke få dit barn til at fortælle.

Måske skal I bare have et sted, hvor noget kan få lov til at komme frem, når det er klar.

Vi skal ikke have barnet til at fortælle.

Vi skal skabe et sted, hvor barnet kan.